Når du søger ind som frivillig telefonrådgiver på Startlinjen, tager du dit første skridt ind i et unikt fællesskab. Stemningen på Startlinjen er uhøjtidelig og nærværende. Vores frivillige har bl.a. sat ord på som ”Det er som at træde ind i farmors stue” og ”Når jeg træder ind på Startlinjen, kan jeg være fuldstændig mig selv”.

På Startlinjen er Frivillig Fredag den vigtigste helligdag på året. Vi markerer den ved at invitere til fredagsbar i loungen; det er den eneste gang om året, der bliver drukket alkohol i Startlinjens lokaler. Sommerfest og julefrokost holder vi uden for huset i andre hyggelige og forskellige rammer. Derudover inviterer Startlinjens eventudvalg, der pt består af tre frivillige, til halvårlige arrangementer uden for huset, hvor det handler om skabe bånd på kryds og tværs. Over årene har nogen dannet madklub, nogen er blevet kærester, flere er blevet venner og veninder privat og alle nyder at ses på vagterne, hvor der både er plads til grin og hygge, alvor og faglighed.
