Vores rådgivning er akkrediteret af RådgivningsDanmark
Her på Startlinjen gør vi vores yderste for at sikre, at dem, der ringer til os, bliver godt modtaget, føler sig i trygge hænder og oplever, at rådgivningssamtalerne er meningsfulde i forhold til den problemstilling, som de henvender sig med. Kvaliteten skal kort sagt være i top.
Det betyder for os blandt andet:
- At vi til stadighed er opmærksomme på, at der er sammenhæng mellem vores tilbud og de behov, som vi bliver præsenteret for i rådgivningen
- At vores rådgivere er kompetente, dedikerede og nærværende
- At vi både gennem vores oplæring og efteruddannelse sikrer, at rådgiverne er klædt på til at varetage opgaven
- At de frivillige rådgivere har direkte adgang til supervision og faglig støtte, når de sidder ved telefonerne (der er altid en af Startlinjens ansatte til stede på vagterne)
- At vores rådgivning foregår i overensstemmelse med vores værdier, etik og de lovgivningsmæssige rammer for området
Og det er ikke kun noget, vi siger, vi gør – vi har også fået en officiel bekræftelse på, at vi rent faktisk gør det. I efteråret 2017 blev Startlinjens telefonrådgivning for første gang kigget grundigt efter i sømmene, da vi fik godkendt vores ansøgning om at blive akkrediteret via brancheforeningen RådgivningsDanmark. I juni 2021 var vi igennem en genakkrediteringsproces, hvor vi endnu en gang blev belønnet med akkrediteringsnævnets godkendelse og kvalitetsstempel.