fbpx

Ensom Start

Ensom Start er en gruppe for dig, der er mellem 30 og 60 år, er ensom og kan lide at synge og/eller interesserer dig for Højskolesangbogen.

Vi mødes online hver mandag klokken 11 og er sammen i 45 minutter ad gangen. Første gang bliver mandag den 19. april 2021. 

Når vi mødes, synger vi to sange fra Højskolesangbogen, som vi skiftes til at vælge. Startlinjens vært Christine spiller klaver og synger for. Mens der synges, sætter alle undtagen Christine deres pc på lydløs og synger med på skærmen. Det betyder, at man kan synge lige præcis, som man har lyst til uden at skulle tage hensyn til, om man synger skævt eller flot. Det handler blot om at mødes om en fælles glæde for sang og selskab.

Sådan foregår en typisk mødegang

Værtinden byder velkommen, og vi siger hej til hinanden. Efter den første gang undersøger vi, om der er nogle løse ender fra sidst, eller andet vi skal tale om, inden vi synger den første sang.

Alle undtagen værtinden sætter pc’en på lydløs. Når alle sidder godt og har løsnet skuldrende og rømmet halsen, slår værtinden tonen an og synger for. 

Vi snakker om den første sang

Værtinden stiller spørgsmål. For eksempel: Hvordan gik det hjemme hos jer? Kunne I synge med? Hvordan synes I tonehøjden var? 

Den, der har valgt sangen, vil som udgangspunkt få ordet først, og derefter tager vi en runde, så alle bliver hørt.

Efter at have sunget den anden sang, snakker vi for eksempel om, om der er en sammenhæng imellem de to sange, om hvilken stemning vi kommer I, hvor længe vi har kendt sangen, eller om det er en svær melodi.

Planlægning af næste gang

Vi aftaler, hvem der vælger sange til næste gang.

Måske bliver der valgt sange, man bryder sig mindre om, men pyt med det. Det vigtigste er, at vi er sammen om at synge.

Det er selvfølgelig helt ok, at man ikke på forhånd kender sangene. Så lærer vi nogle nye, og hvis de er svære, vil Christine sende en indspilning på forhånd.

Tilmelding

Får du lyst til at være med, så send en mail til [email protected] I mailen skal dit telefonnummer fremgå sammen med din alder, og du må meget gerne skrive, hvad din motivation er for at deltage. Projektet løber i ti uger, og ved tilmelding forventes du at deltage i hele projektets løbetid. Gruppen starter mandag den 19. april, men det er stadig muligt at ansøge om at være med efter opstarten, så hold dig endelig ikke tilbage.  

Vi glæder os til at høre fra dig!